Reparation af tag - Undgå dyre skader med rettidig tagreparation
- Opdateret
-
Byggesagkyndig Kuno Bonne
- Artiklen kan indeholde reklamer - Se mere
Når taget viser tegn på slitage eller utætheder, er det vigtigt at handle hurtigt. Et velholdt tag beskytter hele huset mod vind og vejr, mens selv små skader kan udvikle sig til alvorlige problemer hvis de ignoreres.
Med rettidig tagreparation kan du forlænge tagets levetid betydeligt og undgå kostbare følgeskader på tagkonstruktionen og boligen.
At vurdere tagets tilstand og vælge den rigtige løsning er afgørende for at undgå spild af ressourcer og unødige omkostninger. Med et gratis tagtjek får du en grundig gennemgang af dit tag.
I denne guide gennemgår vi alt, hvad en boligejer bør vide om reparation af tag – lige fra tegn på at taget trænger til reparation, typiske skader og løsninger, priser på tagreparation samt råd om hvornår reparation er nok, og hvornår det kan være tid til et nyt tag.
Overblik over indhold
Toggle
Få 3 gratis tilbud på tagreparation
Ønsker du gratis rådgivning og 3 tilbud på reparation af tag, anbefaler vi, at du udfylder formularen hos vores samarbejdspartner 3byggetilbud.dk.
- Landsdækkende service med hurtigt svar
- +650.000 udførte opgaver med høj trustscore
- 100% uforpligtende med gratis rådgivning

Hvad koster en tagreparation?
Prisen afhænger altid af skadens type og omfang. Nogle problemer kan løses hurtigt og billigt, mens andre kræver mere omfattende arbejde. Mindre reparationer, f.eks. udskiftning af et par tagsten eller tætning af en mindre utæthed, kan ofte klares for et par tusinde kroner.
Større skader eller omfattende tagreparationer vil naturligvis koste mere, især hvis der er brug for specialkompetencer eller dyrere materialer.
Som tommelfingerregel kan en typisk tagreparationsopgave ligge i prislejet 2.000-30.000 kr., alt efter tagtype og opgavens kompleksitet.
For at give et indtryk af niveauet finder du her et par eksempler på typiske fra-priser på almindelige tagreparationer: (inkl. moms og montering).
Tagreparation | Pris inkl. moms |
---|---|
Montering af ventilationshætter | Fra 1.500 kr. |
Skift af tagsten | Fra 2.000 kr. |
Reparation af skotrende | Fra 2.500 |
Udskiftning af skotrende | Fra 5.000 kr. |
Indækning af skorsten | Fra 3.000 kr. |
Mindre reparation af undertag | Fra 3.000 kr. |
Reparation af tagrygning | Fra 5.000 kr. |
Skift af vindskeder | Fra 15.000 kr. |
Det er vigtigt at understrege, at disse fra-priser er vejledende. Den endelige pris afhænger altid af de konkrete forhold. Få derfor altid et præcist tilbud fra en tagdækker eller tømrer, der har inspiceret dit tag.
Som boligejer kan du med fordel indhente flere tilbud, undersøgelser har vist, at man typisk kan spare 10-20% ved at få mindst tre tilbud og sammenligne, frem for blot at tage det første og bedste
Du kan også se et priseksempel fra en faktura på forskellige tagreparationer på et 122 m² 70’er hus med tegltag herunder:

Når du kender prisniveauet, er næste skridt at forstå, hvilke reparationer der typisk bliver nødvendige, og hvordan de udføres. Senere gennemgår vi de mest almindelige tagreparationer én for én.
Hvordan ved jeg, om mit tag har brug for reparation?

Det første skridt er at vide, hvad du som boligejer skal holde øje med. Typiske tegn på skader i taget er løse eller skæve tagsten, knækkede eller manglende tegl, fugtpletter på loftet og generelt utætte samlinger.
Lækager opstår ofte ved kritiske punkter i tagkonstruktionen som samlinger og gennembrydninger.
Du bør især holde øje med inddækninger omkring skorsten, tagvinduer, kviste og ventilationshætter, sikre at tagrygningen er intakt og tjekke skotrenderne for huller, rust eller blokeringer.
Efter kraftigt stormvejr eller tung sne bør du være ekstra opmærksom. Vejret kan hurtigt forårsage akutte skader, der udvikler sig, hvis de ikke bliver opdaget og udbedret i tide.
LÆS OGSÅ: Utæt tag – hvad gør jeg?
På ældre tage ser man ofte skader som faldet mørtel mellem tagstenene (understrygning), rådne vindskeder, utætte skotrender eller undertag der er blevet slidt op med tiden.
Mange af problemerne udvikler sig gradvist, men de kan også skyldes fejl i den oprindelige lægning eller manglende vedligeholdelse.
Hvis du opdager fugt, vandindtrængning, skjolder eller muggen lugt på loftet, er det vigtigt at handle hurtigt. Jo før skaden bliver udbedret, desto mindre er risikoen for råd, svamp eller følgeskader i tagkonstruktionen.
At kigge på dit tag og loftsrum kan give dig en fornemmelse af dets tilstand, men for at få et præcist billede er det vigtigt at få foretaget en grundig inspektion.
Du kan med fordel få en professionel til at gennemgå taget. Mange firmaer tilbyder et gratis og uforpligtende tagtjek, som kan give dig vished om, hvad der bør gøres.
De mest almindelige tagreparationer
For at passe godt på din bolig er det vigtigt, at du selv er opmærksom på, hvilke problemer der kan opstå på taget. Jo bedre du kender de typiske skader, desto hurtigere kan du opdage dem og få dem udbedret, før de udvikler sig.
Her gennemgår vi de mest almindelige tagreparationer én for én, så du ved, hvad du skal holde øje med og hvordan problemerne typisk bliver løst.
Reparation af tagrygning

Tagrygningen, hvor to tagflader mødes, er et af de mest udsatte steder på taget. Revner i mørtlen, løse rygningsten eller skumklodser på eternittage, der er blevet mørnede, er typiske tegn på problemer.
En utæt rygning kan hurtigt føre til råd i spærene under taget. Derfor er det vigtigt at reagere tidligt.
Reparationen kan være at lægge rygningstenene op på ny, tætne samlingerne med frisk mørtel eller montere et ventilationsbånd, der holder tæt og sikrer luftcirkulation.
På eternittage udskiftes skumklodserne, hvis de er nedbrudt. Små skader kan klares hurtigt, men selv små utætheder bør ikke ignoreres. Vand ved rygningen finder hurtigt vej ind i træværket og kan forvolde store skader.
Reparation af skotrende
Skotrender leder vandet væk fra taget i de indvendige hjørner. Netop fordi store mængder vand samler sig her, er de særligt udsatte.
Du kan ofte opdage problemer ved misfarvninger på loftet under skotrenden eller synlige rustpletter og revner i metallet.
Mindre huller kan midlertidigt tætnes, men i praksis er det ofte bedst at udskifte hele skotrenden.

Det kræver, at tagbelægningen omkring renden fjernes, så et nyt metalstykke eller tagpap kan monteres med korrekt fald og overlap. På den måde kan vandet igen ledes sikkert mod tagrenden.
Regelmæssig rensning for blade og mos er vigtig for at forlænge skotrendens levetid. Når en utæthed først opstår, bør du handle hurtigt, da følgeskaderne kan blive omfattende.
Reparation af undertag

Undertaget er tagets sidste forsvarslinje mod vand og fugt. Hvis det svigter, kan selv et tag, der ser pænt ud udefra, slippe vand ind i konstruktionen. Tegn på problemer er fugtpletter, muglugt eller direkte dryp på loftet.
Den mest almindelige årsag til fugtskader i træværket under taget er undertage af dårlig kvalitet eller fejl i udførelsen.
Særligt huse med tegltage fra 1970’erne og 80’erne fik undertag af plastik eller asfaltpap, som med tiden bliver porøst.
Andre gange er det selve arbejdet, der halter. Undertage med dårlige samlinger ved ovenlysvinduer, skorstene eller tagfod giver vand frie veje ind. På nogle tage, især med betontagsten, blev der heller ikke anvendt afstandslister mellem undertag og lægter. Det forhindrer ventilation, så fugten ophober sig og kan give råd i lægterne.
Små skader kan i nogle tilfælde lappes indefra. Der findes specialtape og lapper, som kan sættes over revner eller sømhuller som en midlertidig løsning. Men vil du have en holdbar reparation, kræver det, at tagbelægningen fjernes på det berørte område, og et nyt stykke undertag lægges ind med overlap.
Hvis undertaget er slidt eller porøst i store områder, er der ingen vej udenom: det skal udskiftes. Det betyder, at hele taget må lægges om, hvilket er en større investering, men ofte nødvendig for at beskytte isolering og trækonstruktion.
Reparation af tagrender
Tagrender spiller en vigtig rolle i at beskytte huset mod fugtskader. De leder regnvand væk fra taget og fundamentet, men som alt andet slides de med tiden.
En utæt tagrende er et af de mest almindelige problemer, og det viser sig ofte i samlingerne, hvor ældre rør og render mister deres tæthed.
Revner, huller eller gennemtæringer i selve materialet er også typiske skader, især på gamle zink- eller ståltagrender.

Der findes forskellige måder at udføre en tagrende reparation på – afhængigt af omfanget. Mindre utætheder kan nogle gange klares med en midlertidig lapning, fx med tætningsbånd eller fugemasse.
Ved samlinger, der slipper vand igennem, kan en målrettet tætning af tagrende med kit eller speciallim forlænge levetiden betydeligt.
Er skaderne mere omfattende, eller er materialet gennemtæret, er den eneste holdbare løsning at udskifte hele tagrenden eller de beskadigede sektioner.
Andre problemer opstår, hvis tagrenden hælder forkert (bagfald), er monteret for lavt, eller har for lille dimension til mængden af regnvand.
I disse tilfælde er reparation sjældent nok. Her bør en fagmand justere eller montere en ny rende, så vandet igen ledes effektivt væk.
Det vigtigste er at handle i tide. En utæt eller defekt tagrende kan hurtigt føre til fugtskader på facaden, murværket eller fundamentet, hvis vandet løber ned ad huset i stedet for at blive ledt væk.
Derfor bør tagrender altid inspiceres regelmæssigt sammen med resten af taget.
Reparation af eternittag

Du bør være opmærksom på revner, afskalninger eller plader, der begynder at smuldre. Selv små skader bør undersøges nærmere af en fagmand.
Hvis taget indeholder asbest (typisk før 1988), gælder særlige regler. Så længe pladerne er intakte, udgør de ingen sundhedsrisiko.
Men hvis de brister, kan asbesten frigives, og reparation må kun udføres af autoriserede fagfolk. Er taget nær slutningen af sin levetid, bør du overveje en professionel udskiftning frem for lappeløsninger.
På nyere eternittage uden asbest kan enkelte plader skiftes af en tagdækker. Utætheder ved rygningen opstår ofte, når bølgeklodserne bliver mørnede. Her kan en simpel udskiftning gøre taget tæt igen.
Reparation af tegltag og betontag
Alger og mos skader ikke taget i sig selv, men du bør holde øje med, at stenene ligger jævnt, og at der ikke falder mørtel ned fra understrygningen.
Revner og frostsprængninger i tagsten betyder, at de skal udskiftes. På ældre tage uden undertag er understrygningen vigtig for tæthed.
Er den faldet ud, kan taget gøres tæt igen med en ny understrygning eller moderne fugemasser, der er mere fleksible end klassisk cement.

Mange fugtskader i træværket under taget skyldes dog undertage af dårlig kvalitet eller fejl i udførelsen. Hvis undertaget er utæt, kan det ikke repareres med en lap – det kræver en ny konstruktion og omlægning af taget.
Manglende ventilation mellem undertag og lægter er et andet problem, især på betontage, hvor afstandslister ikke altid blev brugt. Det kan føre til råd i lægterne.
Reparation af tagpaptag

Tagpap er robust, men på flade tage er det særligt udsat. Små revner, blærer eller samlinger, der løfter sig, er typiske tegn på problemer.
Mindre skader kan udbedres med en lappeløsning. En tagdækker kan fx påsvejse et nyt stykke tagpap hen over en revne, eller man kan midlertidigt tætne med bitumenbaseret fugemasse.
Er skaden lokal, er det ofte en hurtig og billig løsning.
Hvis taget er generelt slidt, kan man lægge et nyt lag tagpap ovenpå det gamle – forudsat at det eksisterende underlag er jævnt og uden fugtproblemer.
På den måde opnår man en tæt og moderne tagflade, uden at det gamle tag nødvendigvis skal fjernes. Er underlaget i dårlig stand, må hele belægningen dog af.
På ældre huse kan man også vælge en kileløsning, hvor tagpaptaget hæves en smule med isoleringskiler, så regnvand ledes bedre væk. Ovenpå lægges nyt underpap og overpap, hvilket både forbedrer afvanding og isolering.
Reparation af skifertag
Et skifertag er et klassisk og holdbart materiale, men plader kan sprække eller løsne sig over tid.
Typiske skader er knækkede eller manglende plader, hvor vand kan trænge ind.
Fordelen ved skifer er, at man kan udskifte de defekte plader enkeltvis.
På naturskifer bruger man specialværktøj til at løsne de gamle og montere nye plader. På eternitskifer fjernes pladerne ved at afmontere fastgørelsen, hvorefter nye plader sættes ind.

Hvis taget er ældre, og mange plader er revnet, kan det dog være tegn på, at materialet er ved at være udtjent. Men ofte kan skifer repareres løbende og holde tæt i mange år endnu.
Tagreparation, tagrenovering eller nyt tag?
Når taget viser tegn på slid, har du som boligejer tre muligheder. Reparation er ofte den bedste løsning, hvis skaderne er lokale og taget er under 30 år gammelt.
Er taget tæt men blot slidt i overfladen, kan en tagrenovering med rensning eller maling være en måde at friske udseendet op og give en vis beskyttelse.
Men hvis taget er præget af gentagne problemer, mange revner eller et undertag af dårlig kvalitet, er et helt nyt tag som regel den mest langsigtede og økonomiske løsning.
Det kan dog være svært selv at vurdere, hvornår det bedst kan betale sig at reparere, renovere eller udskifte taget helt. Derfor er det en god idé at få en professionel til at inspicere taget. En rettidig vurdering kan forlænge levetiden, beskytte huset og spare dig for dyre følgeskader.
Mange tagfirmaer tilbyder et gratis og uforpligtende tagtjek, hvor du får en klar melding om, hvor længe taget kan holde, og om det bedst kan betale sig med en reparation, en renovering eller et helt nyt tag.
Få 3 gratis tilbud på tagdækning
Ønsker du gratis rådgivning og 3 tilbud på din tagopgave, anbefaler vi, at du udfylder formularen hos vores samarbejdspartner 3byggetilbud.dk.
- Landsdækkende service med hurtigt svar
- +650.000 udførte opgaver med høj trustscore
- 100% uforpligtende med gratis rådgivning
Hvad synes du om vores guide?
Klik på antal stjerner for at bedømme den
Gennemsnitlig bedømmelse 4.6 / 5. Antal bedømmelser 8
Ingen bedømmelser endnu! Vær den første til at give feedback